Skrevet
Hvor heldig var jeg, at møde dig.
Fra Amsterdam, i transit på vej til Thailand. Alene.
Jeg ønskede sådan at du var glad. Jeg brændte sammen i et forsøg på at få dig til at lyse lidt.
Dig. Jeg har grædt oceaner over dig. Jeg har krydset oceaner sammen med dig. Jeg krydser oceaner alene, for at komme væk fra dig, for at komme på benene.
Men du er hele tiden med. Hver eneste mand måles mod dig. Han har samme skægstubbe som dig. Han har ikke samme skægstubbe som dig, den stakkel. Han har samme statur som dig, han har ikke samme statur som dig. Således er jeg ikke fri, for du er, eller er ikke i alle mænd på min vej.
Sådan ville du også gøre. Sådan ville du aldrig gøre. Sådan gjorde du engang. Hvorfor holdt du op med at gøre det. Hvem skal nu gøre det.
Du er i alle sange. De handler alle sammen om dig. Om os. Om opturen, nedturen og alt det lige midt imellem. Jeg kan høre dig i alle sange. Enhver stemning handler om os, når vi var smukkest eller grimmest.
Hvis. Alle sætninger begynder med hvis. Hvis vi ikke var flyttet sammen. Hvis vi først havde mødt hinanden om 5 år. Hvis solen havde skinnet mere. Eller mindre. Hvis. 10.000 hvis.
Hvor langt ville jeg gå for et til smil. Jeg vil strække mig til jeg næsten knækkede midt over, for et til smil. For glimtet i dine øjne. Jeg ved du er derinde. Jeg har set dig. Og så krydsede du vejen foran mig i går. Der holdt jeg for rødt og så trak du din cykel gennem fodgængerfeltet en meter fra mig. Og du smilede, grinede og så så glad ud.
Hvis du vidste hvor meget energi jeg har brugt i håbet om at du blev glad. Hvis du forstod hvor meget energi jeg har brugt på at få dig lidt tættere på. Drømt om at få lov at være med hvor det var allersværest.
Jeg har været fyldt op af grimme fantasier om hævn og nedtur og undergang. Og time efter time tænkt ”gid du vil fortryde alle dine ”hvis” i resten af dine dage”. Men så gik du smilende forbi, 2 meter fra mine øjne. Måske var smilet i går det det smukkeste af alle dine smil.
For det er ikke meningsløst. Det er aldeles meningsfyldt. For vi har prøvet alt. Jeg har prøvet alt 2 gange og vi kunne ikke finde den højere mening, der var hele tiden noget på tværs som blokerede, så vi aldrig kunne trække vejret helt ned i maven. Og efterhånden dukkede meningen op. Retning. Væk.
Kærligheden vil altid bestå. Den er i en smuk og forsejlet bobbel som du byggede til mig i maj 2012. Den bobbel sejler rundt i mit system for evigt, fyldt med flest gode minder og duften af stjålne kaprifolier.
Sangene handler stadig om dig. Om os. For det meste og lidt endnu. Jeg går videre af lyst. Ikke af nød.
Du skrev “Få formår at elske som dig”. Jeg gør det igen. Når tiden er rigtig.
Hvor heldig var jeg at møde dig.
