Skrevet
A little less conversation…
Når jeg igen får lyst til at fortælle hele min historie. I små fordøjelige bidder. De store og de små ting.
Når jeg grinende fortæller, om dengang baghjulet på Jaguaren eksploderede i overhalingsbanen på autobahn, og min storebror og jeg kortvarigt indgik våbenhvile på bagsædet. Vi måtte ikke spise i bilen, lædersæderne og sådan, men fra Puttgarden i lige linje mod Palamos, Costa Brava, kunne man jo godt komme til at smugåbne en bøtte, indeholdende et par kilo matadormix fra færgen. Og når baghjulet så eksploderede og hele bilen hoppede hasarderet mod slæbesporet, så regnede det altså med matadormix inde i bilen.
Så er det rart at være allieret med sin storebror. Min far vidste godt hvad der var værst, eksploderet dæk, livet eller slik i lædersæderne på Jaguaren. Lædersæderne. Min barndom er kædet samme af groteske og hylende morsomme minder fra en stor bil med en endnu større personlighed.
Eller, når jeg igen får lyst til at fortælle om dengang jeg som barn, stjal fra min bedste venindes forældre og blev opdaget og skammende mig midt over i to årtier.
Eller, når jeg igen får lyst til at fortælle, hvordan min oplevelse af det hele var, da det gik til, at jeg først blev alene med det ene barn, og så det andet. Om hvorfor jeg ikke kunne lykkedes med far, mor, børn konstellationen. Min andel af dejen, min læring, og alt det lige midt imellem, alt det jeg stadig ikke forstår.
Når jeg igen møder en mand som aktiverer min stålsatte monogami. Når det flyder igen, historierne, drømmene, tåbelighederne, sorgen, mig. Om min største drøm, som aldrig kan lykkes for mig, familietingen. Og om hvordan MIT billede af en familie involverer en MAND.
Hvordan jeg for evigt har længtes efter, ikke at være den yderste instans. På alle fronter. Altid. Når jeg igen tør fortælle at jeg drømmer om en som har min ryg. Også på mine dårlige dage.
Når jeg engang igen mærker en boblende lyst til at lukke en mand helt ind i mit hjerte og min hjerne og min krop.
Når jeg pludselig sidder overfor en mand, og det igen forekommer aldeles naturligt at fortælle ham, hvordan det har været, gennem det meste af mit liv, bare at ville være som alle de andre, men hvordan jeg sjældent var det. Eller er det.
Om at mangle et par filtre og nægte at underkaste sig uskrevne regler og konformitet. Om hvordan min mor sagde til mig, at det ville blive nemmere når jeg blev ældre, men at det ikke føles nemt endnu. I en alder af 42.
Når jeg igen orker at forklare, at jeg stadig har svært ved at føle mig som en del af flokken. Og om hvor stolt jeg er, når min teenager siger til mig, med stolte øjne, at jeg ikke er særlig gennemsnitlig.
Når jeg igen føler mig heldig og får lyst til at gøre mig umage. Når jeg engang slet ikke kan lade være med at fortælle en mand, om mine største drømme, mine mindste hverdagsproblemer, mine kvaler med NemID, mine fantasier og min seksualitet.
Hvad der gør mig søvnløs, glad, vred, arrig. Hvad jeg skatter højst, hvad jeg foragter mest. At man skal holde lidt afstand hvis jeg fryser.
Ja. Når den dag kommer, når de lange nætter kommer, hvor jeg igen ligger mig åben og hengiven, så gad jeg nok vide hvilken mand der ligger ved min side. Hvilken mand der ligger i ske bag mig, på mig, om mig.
Jeg forestiller mig at han er fandens klog og belæst, skide sjov og fuld af overskud, indsigt, udsigt og selvironi. Ro. Ro er noget jeg snylter fra andre.
Når jeg igen får øjenkontakt med en mand, som kan og vil udvide -min i forvejen meget store- verden. En som konkurrerer med sig selv, hvis nogen, men ikke med mig.
Ham som vil imponere mig med noget virkelig stort og en frikadelle, men især ved at turde lukke mig helt derind hvor han er allermindst og har mest brug for et knus.
Ja. Så lader jeg mig falde igen. Så visker jeg tavlen ren og lader mig falde.
Jeg vil binde en rød sløjfe om min finger, den skal være lidt i vejen og forstyrre mine gøremål, og hver gang den fanger min opmærksomhed, skal den sende et signal til min hjerne.
Handling søde Michelle. Handling søde Michelle. Handling søde Michelle. A little less conversation a little more action.
Lad dig ikke forføre af ord. Lad dig forføre af – forelske dig i – og beundre det du til fulde selv står indenfor, HANDLING.
Jeg glæder mig til at møde ham, ham som som giver mig lyst til at prøve en gang til.
Så lover jeg at levere min del eventyr, omsorg, lidenskab, oplevelser, drømme og hjemmebag. Fis og ballade. Faktisk kan jeg det meste selv, men jeg drømmer om at føle mig begæret, vigtig, elsket, rummet og set. Åh jo, der er altså bare noget meget lækkert maskulint og sexet over passionerede mænd og mænd som elsker at lave mad.
Krævende, måske, men jeg er selv leveringsdygtig.
PS. Det er altid rart når du liker, deler, kommenterer. Hvis du jo da liker, forstås. Det er opløftende og motiverende at vide at der er læsere i den anden ende..
Kh Michelle
