Skrevet
Nu med tumor
Jeg forelskede mig i en læge. Min mor mener at det er forsynet, en slags overtro om at man tiltrækker det man har brug for når man har brug for det. I så fald så elsker jeg forsynet. Og ham lægen.
Efter ganske får ugers øjenkontakt bad han mig gå til lægen første gang. Jeg synes det var så sødt. Sådan lidt a la, hvis jeg dater en mekaniker så tjekker han lige slidbanerne på mine dæk. Jeg gik ikke til lægen, jeg er sund og rask. Jeg føler at jeg er i god form. Føler mig stærk. Og glad.
2 måneder senere sagde han med mere alvorlig mine, lidt i sjov, at hvis jeg ikke gik til lægen, ville han indlægge mig. Så gik jeg sgu da til lægen. Hele det forløb med scanninger og dårlige informationer og decideret misinformationer, vil jeg spare jer for. I tirsdags skulle jeg til møde med en læge på Rigshospitalet. For mig var det hele bare lidt en leg. På Bispebjerg havde jeg forstået at der ikke var noget alvorligt galt. Jeg havde en såkaldt fedtskede i kinden. Det synes jeg faktisk var lidt sjovt. Fedtskede.
I tirsdags på Rigshospitalet blev det straks mere alvorligt. Lægen lagde et billede på bordet, et tværsnit af mit scannede hoved og man behøvede ikke at være decideret specialist, for at se at der var noget som ikke var som det skulle være. Hvad er det spurgte jeg. Det er din tumor sagde lægen og lige der lukkede der sig en tidsbobbel rundt om mig.
Hele mit liv er nu opgjort i før og efter den information. Det meste gik i stå samtidigt med at hjernen løb løbsk. Min TUMOR spurgte jeg forfærdet. Ja, har du ikke set billedet før? Øh nej sagde jeg, mens jeg kunne se mine børn sluge al ilt omkring mig. Den ser stor ud sagde jeg håbefuldt, hvortil han svarede, ja – den er meget stor. 5 cm.
Jeg løb ned i min bil og skreg og tudede og hadede instinktiv alle mennesker som tror at positiv psykolog er en ven. Jeg kunne naturligvis ikke ringe til mine forældre, da de var på vej på ferie og den ville jeg da ikke forstyrre. Så jeg ringede til min storebror og forsøgte at hikste mig gennem det, som på det tidspunkt var min sikre dødsdom. Det er det så slet ikke. Den er godartet, jeg gentager, den ER godartet og jeg agter at vinde over den. Min storebror ringede efter mine forældre, alle kom omgående og slog ring om mig. Den ring vokser hele tiden. Hold nu op hvor er der meget kærlighed i verden.
Det var faneme en vild dag, tirsdag d. 28 oktober 2014. Nu med tumor. Tumor rimer på humor.
Fakta: Det er et såkaldt acustika neurinom. Fucking lorte neurinom blandt venner. Den skal dø, jeg skal leve. Det er en heftig operation. Jeg få den vildeste “lynlås” igennem hovedet. Jeg skal opereres på Riget, jeg ved ikke hvornår. Jeg skal opereres af Lars Et-eller-andet som jeg meget tryg ved, han er blandt verdens dygtiste. En række ting kan gå galt når man skruer så heftigt på hjernen. Jeg har været nede af samtlige informationsstier, kikket på en masse skræmmende lort. Jeg har set billeder, læst scary shit og har nu parkeret mig selv i det positive hjørne af accept.
Det er som det er. Det er mig som har den. Den skal ud. Det er pissefarligt. Jeg bliver stokdøv på højre øre. Alt andet træner jeg op.
Jeg er OMGIVET af kærlighed i en grad som kan være svær at fatte. Jeg får afsindigt meget hjælp af den stakkels læge som var så TÅBELIG at forelske sig i mig. Han ville ellers ikke og da han så alligevel overgav sig, fik han en hjernetumor med i købet. Smukt. Det er topmålet af uretfærdighed og afsindigt skrøbeligt. Men det er nu engang sådan det er.
Min veninde Marie skriver “Du er min tutti frutti i alle farver – nu også sort!”. Så griner jeg lidt af det. Min veninde Marianne tager mig til Nik og Jay koncert og jeg nyder det og sørger over at det er min sidste koncert nogensinde i stereo. Min veninde Christel krydser landet med mig så jeg kan holde mine foredrag, det er vigtigt for mig. Charlotte sørger for maden. Og faren ved at nævne nogen er at jeg ikke kan nævne alle. Men hold nu kæft hvor i griber mig. Det er SÅ OVERVÆLDENDE. I aften laver Rie aftensmad, så skal jeg ikke det.
Trine har lovet at lave yoga med mig hver dag 1:1 for at bygge mig så godt op vi kan nå, inden operationen. Ole har lovet at træne mig stærk. Pia har fat i de dygtigste i landet, de skal stå for min genoptræning på Vejle Fjord Rehabiliterings Center. Min storebror forsøger at håndtere worst case scenarios a la hvad skal der ske med børnene hvis det utænkelige unævnelige sker. Det gør det så ikke, jeg agter at klare det her, det er ikke som om jeg har en anden mulighed.
Og når jeg løber i skoven, for jeg må jo videre, så er der en som siger at skoven er smuk, og så snørrer hele mit svælg sig sammen, det er umuligt at få luften længere ned en struben, for tænkt hvis jeg aldrig kan løbe i skoven igen. Og så må jeg koncentrere mig og få luft ned i lungerne, lukke øjnene, få styr på det. Så jeg kan løbe videre og være stærk og spise Omega3 og gøre mig klar til en operation, som svarer til 7 på Richterskalaen, lige midt i mit hoved. Mit hoved. Jeg skal faktisk bruge det.
Jeg skal elske, jeg mangler at sige mange ting til de unger, jeg skal forføre den lækre læge 1000 gange. Om året. Jeg har aldrig været i Guatemala og jeg skulle jo også lære at drikke rødvin. Om når det hele er overstået, så er det her den vildeste film som min veninde Nina kan lave. Om pigen som ikke vidste at hun havde en stor tumor og som forelskede sig i en læge som reddede hende. Og om alt det skræmmende og smukke shit der er lige midt i mellem.
Og efter at jeg fik diagnosen, har jeg iøvrigt opdaget at jeg er halvdøv på højre øre allerede, at jeg føler mig ret generet i højre øje, at højre side at mit ansigt tit sover, at jeg har tinnitus når jeg er træt og at min balance ind imellem er lidt udfordret. Det havde jeg sgu ikke rigtig tænkt over, jeg var nok lige på vej et sted hen. Jeg er en sølle hypokonder!
Og helt ærlig. Hvis jeg absolut skal have en fucking lortetumor i min hjerne, så er der ikke anden udvej end jeg håndterer det. Også. Preassure creates diamonds, jeg bliver den fineste diamant. Jeg er så sindssygt imponeret over mig selv. Jeg er så fucking sej. Watch me beat this shit. Når jeg altså ikke lige ligger og tuder og ikke tør se mine børn i øjnene fordi jeg er bange for at eksplodere af kærlighed.
Og det her må man sikkert ikke. Blogge om noget så farligt. Men velkommen til virkeligheden. Det hjælper mig at få det ud. Få fældet ned på papir og skulle jeg kunne nedbryde et enkelt tabu på vejen, så sætter jeg endnu en blomst i min hat. Iøvrigt har den første journalist ringet, og jeg havde lovet mig selv, at hvis det skulle ud, så ville jeg helst styre det selv. Jeg er den vildeste fighter og jeg agter at imponere mig selv. Og når jeg bliver lillebitte og “breaks just like a little girl” så står verdens dejligste læge med røngtensyn og griber. Og min familie. Og mine venner. Og verden.
Jeg BER jer om ikke at ynke mig. Lev i stedet. Tag hjem og elsk på en ny måde. Lav din livret. Besøg dine forældre. Skru op for musikken, dans – Gør noget vigtigt.
ER I SØDE AT LADE VÆRE MED AT KOMMENTERE med alt for meget nåhr og ej og sådan. I kan sende et hjerte og en kærlig tanke, kampgejst modtages også. Jeg orker ikke offentlige kommentarer, uanset hvor velmenende de er om sygdom og uretfærdighed. I er velkomne til at skrive offwall, måske svarer jeg. KNUS.
I Oktober/ November 2014 lærte jeg at be om hjælp. Hjælp. Tak til alle som hjælper. Tak.
Kh Michelle.
