Skrevet
Hvad helvede er det du putter i munden?
Jeg har smækket pengekassen i. Drengen, der er fyldt 16 år må tjene sine egne penge, lød beskeden.
Dagen efter var han sgu kassedame – i et supermarked. Jeg fik hysteriske grineflip de første par dage, når han kom hjem, og (med øjne på størrelse med Rundetårn) fortalte om alt det, han oplevede.
Den forkælede dreng – søn af to meget madbevidste økoflipper-forældre – var i granatchok.
– Folk køber det der makrelsalat med 80 pct. mayonaise?, rapporterede han med et vantro blik, som havde de spist atomaffald.
– Og frosne pap-pizzaer med affald på?
Men det er jo ikke sjovt. For hvad helvede er det, vi spiser? Hvad helvede er det, vi putter i munden, som skal hjælpe os med at regenerere vores kroppe og bygge nye celler op. Hvad helvede er det, vi fylder os selv med – og serverer for vores sagesløse indre organer – og børn?
Igår da jeg var på indkøb, stoppede jeg op og kikkede på de handlende. Mestendels var det decideret nedslående. Jeg kom til at tænke på en gammel sang, hvor Peter AG synger: ’De fleste går rundt og ligner smagen af piller’. Jeg er sikkert selv en af dem, for turen i supermarkedet er noget, der skal overstås, og stopper man op og dufter til en ananas, fremstår man vel ligefrem debil. Men vi kan få ananas året rundt. Friske CO2 ananas eller ananas på dåse. Dåsen afgiver en lille smule gift – ikke noget du kan smage, men din lever tager sig af det.
Men mest nedslående er det, at 80 pct. af maden på hylderne burde køres direkte på forbrændingen. For det er ikke mad, der er egnet til indvortes brug. Men det er pænt pakket ind, og dygtige psykologer med fokusgrupper i ryggen har sikret, at emballagerne gør os så lallende, at vi gladeligt fylder indholdet i kæften, og lader kroppen fordøje det.
Lad os tage en guidet tur gennem mit lokale supermarked. Jeg går direkte ind i frugtafdelingen, hvor det meste af frugten er sprøjtet med alverdens kemikalier for at sikre, at æblerne er lige så røde, som jeg kender dem fra Anders And. At min datter, Kamille, så nok går i puberteten som 10-årig, fordi det forstyrrer hendes hormoner, det er ikke så relevant. Og at der ligger æbler og rådner i græsset i haver over det ganske land, det er en helt særlig logik, som vi heller ikke hænger os i.
LÆS OGSÅ: Michelle Hviid: Da jeg lå i scanneren, fandt jeg sandheden om stort og småt
I mejeriafdelingen køber jeg koldskål, som kan holde sig i ca. 2 år. Det er smart – for så skal jeg ikke røre ved de salmonellafri burhønseæg, og jeg kan købe ind i dag, hvis ungerne skulle få lyst til koldskål i løbet af sommeren 2016. Måske skulle jeg hamstre lidt ekstra, for om lidt er alle bierne døde, og så bliver det for alvor besværligt at være menneske.
Jeg går over i kølemontren og kikker på kød. Kød fra dyr, som ikke har haft et liv, før de døde. Til gengæld blev de pumpet fuld af hormoner og åd korn spækket med pesticider, mens de lå stablet først i bure og så i lastbiler. Tag en portion mere, Kamille, så du bliver stor og stærk og får røde kinder. Vil du have sovs til, har jeg varmet nogle e-numre fra en plastikpose. Der er ikke meget grisehandlerens kone, Katrine over den middag. Desværre.
Måske vi skulle springe kødet over og købe et stykke opdrættet laks i stedet. Jeg er ikke gravid – og må derfor gerne spise toksin-holdig laks, for det er kun mig og ikke mit foster, der kan tage skade. På verdensplan er den vilde bestand af truet, men det har jeg simpelthen ikke tid til at forholde mig til på en tirsdag, hvor jeg også skal fragte barn til karate. Så aftensmaden står på laks – med bly. Efter maden går vi i seng, og mens vi sover dårligt, tager kroppen fat og omdanner alle de lækkerier – vi har foræret den i dagens løb – til nye celler, nyt liv.
Jeg prøver at forestille mig Laura fra Matador i et dansk supermarked anno 2014. Tog hun turen direkte fra kælderkøkkenet, ville hun græde. Men desværre er vi immune overfor den slags… For vi skal lave mad på vej hjem fra arbejde, inden et forældremøde, mens vi forsøger at få fucking NemID til at virke. Og når hverken kræftstatistikkerne eller fødevarestyrelsen kan råbe os op, så kan Laura nok heller ikke.
Men må jeg foreslå, at du tager Laura med i lommen næste gang, du er ude at handle? Må jeg foreslå, at momsen bliver fjernet på al økologi? Må jeg foreslå en revolution? Må jeg foreslå mere kål og færre burhøns. Må jeg foreslå et nyt fag i skolen? Selvfølgelig med den indlysende fare, at vi på sigt kan spare gevaldigt på sundhedsvæsenet. Men måske holder folk så op med at ligne smagen af piller.
Velbekomme.