Skrevet
Vilde voldsomme Island
Island er et stort eventyr af historier om trolde, der frøs til sten, og derfor nu ligner de vildeste skabninger i havet. Sagn efter sagn minder os om hvor vi kommer fra. Island er ufremkommelige (i vores øjne) swimmingpools som er hugget ind i siden på en storslået natur, poolen der i øvrigt blev kidnappet og fyldt af aske da en vulkan brød i udbrud. En vulkan som satte hele verden skakmat uden at tage hensyn til hvad vi lige skulle. Og sådan er Island. Naturen bestemmer suverænt. Nogle lokale kom og tømte poolen for aske, og en gammel mand tager derhen hver dag for at ordne den. Ulønnet, frivilligt, han sikrer, at der forbliver smukt.
Alle kommer for at tage på eventyr. Man ser det allerede når man venter i lufthavnen, her er en anden street credibility. Vandresko og uld er det smarteste. Hvis man kommer til Island for at shoppe de gængse ting, er man taget forkert, på den måde troede vi i mange år, at Island var bag os – i virkeligheden har de været foran hele tiden. Når man lander på Island er bilerne voldsommere end vi er vandt til, de biler kan alt, de er pakket til ekstreme forhold. Bag i bilerne, har guiderne sørget for ekstra regntøj og gummistøver til de fjollede turister, som ikke forstår at Island mener alt alvorligt. Vi er taknemmelige og tåbeligt klædt på.
Autenticiteten er i højsædet her, og det giver simpelthen ikke mening at pakke livet ind i alle de ting vi fylder vores liv med, som bare er fyld. Her hænger der en broderet klokkestreng mormor har lavet, på væggen af den restaurant hvor vi spiser frokost mellem lava, sten og blæst, de går mere op i at råvarerne er gode, end indpakningen. Det er befriende. Alle taler sammen, mens vi er der bliver talt om fiskeri og laks.
Vi taler om gamle sagn og guiden som hedder Begga (Kort for Berglind, og et meget moderne navn blandt islandske guider finder vi ud af), underholder os med at der er alfer overalt. Hvad der sker når de møder deres overbo, det islandske folk, og hvordan de lokaliserer nye steder at bo når der bliver tændt bål nytårsaften. Du tror måske, at det er gløder i blæsten, men i virkeligheden er det meget vigtigere, det er menneskerne som giver alferne mulighed for at rejse videre på deres færd. Begga er alvorlig og fortæller fuldstændig faktuelt om alferne.
Vi joker på de lange strækninger i bilen, vores guide viser os det mest spektakulære steder. Vi joker med at vi gerne vil møde en sur islænding, for siden vi kom er blevet mødt at de mest beundringsglade livsstykker. Mennesker med smil fra øre til øre som er oprigtigt glade for at viser deres ø frem.
Først skulle vi ud at ride, og en anden Begga, som ejede en hel flok islandske heste, fortalte hvordan de lokale havde hjulpet hende i gang. Hun var næsten færdiguddannet som dyrlæge, da hun (som hun selv siger) var så heldig at møde virkeligheden i en bilulykke, som heldigvis efterlod hende i live. Lige i det sekund viste hun hvad sandheden var for hende, hun ville leve af at ride.
Hun fortæller om hestene, om tölt, og om hvor klog og stærk den islandske hest er, og om hvor tåbeligt det er at hele verden tror at man skal stå på højre side når man stiger op, som jeg også har lært, for hesten er ifølge hende ligeglad. Vi er lidt nervøse, vi er ikke ligefrem ryttere. Men hendes grin smitter og inden vi kommer i tanke om det, er vi afsted, hun fortæller anekdoter og sagn.
Vi rider ud i den smukkeste natur, som må opleves, mens Begga Rist fortæller om de steder vi rider forbi, om hvad der sker når lava på sin færd pludselig møder vand, og hvordan vildskaben i elementernes kamp skaber det landskab vi rider i. De her stenformationer plejede at være en sø. Jeg føler til dels at jeg er med i Peter Høegs detaljerede beskrivelse af, at sne ikke bare er sne, vi tölter videre og jeg leger at vi er med i en Skyr Western.
Vi ved lige der, at vi er de heldigste mennesker i verden. At det at være der, midt i livet, midt i et vejr som skifter så hurtigt at det er alle 4 årstider indenfor få minutter, det er så smukt. Alt overflødigt er pillet af os. Det drejer sig ikke om det kodeks vi er blevet indprentet med siden vi var børn, det hele er ligesom lidt mere ægte end vi forventer.
Turismen har fået øjnene op for det. Der er en stigning på 30 % flere turister hvert år. 1 million sidste år, Island forventer 1,6 i 2016. Det er et paradoks, for en af de ting vi nyder på Island, er at det er så storslået, at vi føler os alene i verden. Lufthavnen er ved at blive bygget ud og øen gør sig klar. De ved udmærket at hvis de samme steder bliver overrendt, mister stedet noget af sin magi.
Begga fortæller, at hun havde en islandsk hest da hun åbnede sin hesteudlejning, Islenski Hesturinn (The Icelandic Horse). En hesteudlejning med én (1) hest er en vittighed. Hun bad sin tidligere arbejdsgiver om hjælp og straks kørte han 10 heste over til hende, som et gratis lån uden renter. Nu står der måske 50 heste i foldene, hun fortæller historien mens hun kæler forelsket med en af de oprindelige heste, som han aldrig har hentet og som hun tydeligvis elsker. ”Der er plads til os alle sammen” sagde han dengang og var mere en kollega end en konkurrent.
Om aftenen spiser vi i Reykjavik. Vi får en imponerende tasting menu og det gastronomiske niveau er højt. De fleste retter består af fisk de lige har fanget, eller lam, islændingens yndlingsspise.
Næste morgen bliver vi hentet tidligt af Begga fra PINK, hun er vores guide på resten af turen. Hun er en traktor på den mest elskelige måde. Hun ved hvad hun laver, hun tør gå til os med humor og kan tydeligvis pløje gennem alt. Det kan godt være at hun er halvt så gammel som mig, men vi er tydeligvis i trygge hænder. Det er en sjov tur og vi griner så jeg får ondt i maven. Vi har dårligt drillet hinanden med en ting i bilen, før den næste tager over.
Vi driller hende blandt andet med sproget, er det bare dansk som de rundhåndet har kastet en stor mængde y’er i og dottir på som slutning. Hun er tydelig stolt af sit land, sin nation, sin kultur og sit sprog. Hun fortæller os om at islandsk faktisk er det oprindelige sprog, og at vores er en fornyet afart som de stadig lærer i skolen. Hun fortæller om vikinger og traditioner og hvordan naturen, som er tydelig barsk, har dikteret hvordan man gør. Vi hører efter og lærer. De spiser fåreøjne fordi det smager godt, siger hun overbevisende uden at overbevise os.
Vi ser vandfald, sorte strande, storslået natur drysset med vildslupne får. De går løse hele sommerhalvåret. I september fanger bønderne alle fårene ind, typisk på hesteryg, og de hjælper hinanden. Bagefter drikker de sig fulde sammen. Fårene er spredt ud som små krøllede græsædende toppe overalt på øen, og det virker uoverskueligt selvom de hjælpes ad. Men sådan har man altid gjort og mit bud er, at hvis vi kommer tilbage om 20 år, så er det stadig sådan. De stædigste overlever her og dem avler man videre på, og sådan har det altid været. Butikkerne bugner af alt som omhandler lam, vi køber 2 lammeskind med hjem, de er smukke og koster det halve af i Danmark. De skal ligge i to stole og hver gang vi sætter os, minde os om Island og denne her tur.
Vi er på det som Icelandair kalder et stopover. De fleste som mellemlander på Island bruger det som en transitø, nu er missionen at få folk ud på øen mellem deres flyafgange. For at bevise hvad den kan, hvad de gør, har de opfundet begrebet ”My stopover”.
For at nå mest muligt på de 48 timer vi har på vores ophold, skal vi blandt andet se varme kilder og geysere med helikopter. Da vejret skifter hurtigere end vi kan postulere årstid, er helikopterturene et meget frækt og hurtigt alternativ. Det betyder også at der skal tages stilling og studeres vejrudsigter før hver eneste tur, vi er heldige og helikopterens pilot flyver os kyndigt og effektivt på opdagelse. Jeg leger i mit hoved at vi er 4 detektiver på opdagelse og alt kan ske nu. At flyve først hen over smukke Reykjavik mens man ser alle dem på vej på hvalsafari, for få minutter senere at være alene i verden, er enestående. Vi har headset på og piloten underholder os med flere sagn og fortæller os hvad vi ser. Helikopteren flyver over et imponerende varmeanlæg hvor de udvinder naturens kræfter, han fortæller at det er det andet største i verden af sin slags, det største er i Japan, det eneste andet sted på kloden hvor naturen er som her. Ellers skal vi til Mars.
Vi flyver henover fjeldene og ser den skiftende natur, alt afhængigt af hvad lavaen har bestemt, er typen af landskab skiftende. Lavaen har så tydeligt bestemt. Vi lander i midt af ingenting og hiker med piloten mellem kilder og får. Fårene kan ikke rigtig beslutte for, om de skal løbe for livet eller bare glo på os. På en ganske kort tur ser vi hvor forskelligt de varme kilder kommer til udtryk.
Vi ser kogende mudder sprutte heftigt, vi mærker med egne hænder, at en å der flyder gennem landskabet er varmere end vi i vores fantasi kan forstå. Det er en uudtømmelig kilde. Vi er vokset op med at vi skal spare på det varme vand, varmt vand koster. Her flyder det bare hæmningsløst. Vi spørger om det er rigtigt at fortove og gader i byerne er varmede op, det er de. Når først kilderne har varmet husene op, flyder restvarmen energisk videre og er rørlagt under fortove etc. Her skal de aldrig feje sne. Det er ligesom første gang jeg dykkede, hvor jeg prøvede at sende signaler til min hjerne, om at jeg naturstridigt kan trække vejret under vandet, det her er ligeså skørt. Veje med indlagt varme.
Da hvor guide senere parkerer ved et af de imponerende vandfald lægger jeg mærke til nogen børn, de løber ned af 60 meter trætrapper med kinder så røde som vilde jordbær. Hvor er de børn heldige, de oplever noget andet end wifi og nye spil mens de lærer at passe på, hvad der er blevet os givet. Vildskab, natur, luft, liv. Alle verdens elementer samlet. Det kan jeg lære noget af!
Begga kører os til ”Den sorte strand”, hvor vi måbende, kikker på hushøje bølger som skyller mod standen. Naturen har skabt en kæmpe grotte af hexagonformede klipper. Det sted er magisk, der plejede at bo to trolde her, men de blev for grådige og var ved at fange et skib, da de blev ramt af solens stråler og i stedet frøs til sten, man kan tydeligt se dem stå i deres forbandelse i vandet.
Det rusker og regner uden for, men vi søger læ og drikker medbragt champagne i grotten. Det er ret sent om aftenen, men ligeså mørkt der er på Island om vinteren, ligeså lyst er det nu. Hun fortæller at solen går ned omkring midnat og står op igen kl. 04. Der er ganske få turister, de fleste er søgt i læ for aftenen på deres hoteller.
Vi skal bo på et hotel som er skabt af fantasi. Icelandair har lavet et fredet, gammelt fyrtårn om til et af verdens mindste hoteller. Der skal vi bo. Midt på en klippe og vi føler at vi er i kulisserne af en film. Jeg venter bare på at vi opdager at der er en drage, og at den er god når den redder skibene fordi den kan spy ild på et fyr der er gået ud.
På vores værelse er en lampe som var den gamle sikring til fyrmesteren hvis fyrtårnet gik ud, så lyste den lampe ved hjælp af en nødgenerator hele rummet op for at vække ham. Der er så smukt og vi ved, igen, at vi er de heldigste mennesker i hele verden.
De steder vi sover, er indrettet som i en pagt med naturen. En af Islands vigtigste kvaliteter er netop naturen, begga siger som de mest naturlige, ”We only have one world”, alt bærer præg af en respekt for kloden, som vi andre kun er ved at lære. På et tidspunkt tager hun os ud til en swimmingpool som er hugget ud i siden af en klippe, der er 15 minutters gåtur derhen uden veje. Det virker sært på en konform dansker, men hun forklarer at kilden nu engang var der og så må vi andre passe os ind efter naturen. Der er så højt til loftet når vi svømmer der, midt i et kæmpe krater af sten og græs og flere får. På fyrtårnet går vi ud som lys, vi må godt, vi har brugt dagene mere end godt.
Vi taler om vores vilde weekend på vej mod lufthavnen. Vi har begge oplevet så meget på 2 dage, at indtrykkene slet ikke er absorberet i os endnu. Vi er enige om at man aldrig bliver færdig med Island. Heldigvis. Det er som en stor vild kage af skyr, drysset vildt med vilde bær. Et overflødighedshorn af oplevelser som bare venter på besøg. Elementer så store at de minder os om at vi er de små, at vi lige så godt kan gøre hvad vi har lyst til i livet, i stedet for at tage os selv så alvorligt. Her er selvironi nok til alle. På Island er der ingen tvivl. Vi er de små. Naturen er stor.
Husk at forlænge dit stop, næste gang du alligevel er på Island. Det er vanedannende. Jeg vil tilbage.
Links:
