Skrevet blogs.bt.dk
Vi voksne har mistet focus
Om natten, når jeg lå og ammede, passede han perfekt. Når jeg lå med bøjede ben, kunne jeg mærke hans små fusser bevæge sig mod mine lår med små spjæt. Et lille menneske totalt afhængig af mig. Pludselig er han på vej ud af 1.g. To meter høj og temmelig uafhængig. I stedet for at komme trippende om natten for at putte sig ind til mig, kommer han nu væltende hjem så beruset af livet, at det er en stor fordel at have et døvt øre.
Han kan selv, for det har jeg lært ham.
»Hør lige her,« siger han og forklarer mig alvidende noget om noget, som jeg har vidst i hundrede år. Og jeg smiler og lytter, og tænker at det ikke går helt galt med hans generation ved roret. De kan så meget, de smukke unge mennesker. Og jeg kan godt forstå, at han vil forklare mig om miljøet, han kan jo se, at min generation ikke passer på det, der er blevet os givet.
De unge kæmper for en bedre verden, ligesom vi også gjorde, da vi var 16 år. De står foran den saudiarabiske ambassade og demonstrerer for en mere demokratisk og rummelig verden, med hjemmelavede skilte, hvor de har skrevet ’puha’ på. De ved godt, at det ikke hjælper – at kvinderne stadig ikke må køre bil, men de prøver sgu da i det mindste. De melder sig ind i Amnesty International og Greenpeace, fordi menneskerettigheder og miljø er vigtigere end nogensinde før. De kæmper for et billede, som er større, end det vi kan se med vores voksne hverdagstunnelsyn. Og de tager poser med hjemmefra, når de skal ud at handle – for at skåne miljøet.
I dag forstod jeg, at min datter på otte år troede, at skoledagen ville blive endnu længere, hvis Alternativets forslag, om at ’sætte miljø på skoleskemaet’, blev en realitet. Hun havde talt med sine klassekammerater. Og tænk engang – det ville de gerne. De ville gerne have fri en time senere hver dag, hvis timen kom kloden til fordel.
Vores børn har endnu ikke lært, at profit og produktion er vejen frem. De sidder endnu ikke med slips på i bestyrelseslokaler og tænker på penge. De vil gerne gå tur i Frederiksberg Have og klatre i træer. De tror på noget så ’latterligt’ som kloden. De tror helt naturligt på det, vi troede på – engang. De er så naive at tro, at alt kan lade sig gøre. Men det har vi for længst glemt.
Vi voksne har lært, at det handler om at bombe i nærområdet. Så mennesker, der har mistet den værdighed, vi selv tager for givet, løber og forsøger at redde den smule, de har. Men de bliver hjemme hos sig selv. – det er det vigtige for os. For vi vil ikke have flygtninge, der kommer sejlende over til os. Derfor handler debatten ikke om, hvordan vi hjælper dem, men om hvordan vi slipper for dem. For flygtninge er så sjuskede at have gående rundt på vores velordnede villaveje – midt i aftenkaffehyggen.
Vi voksne har glemt, at uanset hvor anderledes en fremmed ser ud, så er vi mest ens. Dem med andre farver i huden elsker også deres børn. Dem med en anden religion har også brug for mad, tryghed, kærlighed, liv og sikkerhed. Ting vi, der er så heldige at være født i den rigtige ende af verden, med den største selvfølgelighed tager for givet.
Vi tror, vores affald ’forsvinder’, når vi sender skibe til ophug i Indien, og når vi køber billige t-shirts fyldt med kemikalier. De tydelige tegn på vores overforbrug sendes ’væk’ til steder, hvor vi ikke kan se det. Men andre kan se det – nemlig dem, der bor på i vores ’væk’. Men ’væk’ findes ikke – affaldet belaster stadig vores alle sammens klode. Det har vi glemt. Men det ved vores børn.
Min generation tog fejl – vi troede, det hele handlede om designertøj, kongeligt porcelæn og botox.
Undskyld, unger – vi har brug for jer, vi kunne ikke finde ud af det. Vi troede, at det var lykken at gå i en billig t-shirt. Men vi glemte at forholde os til, hvor kemikalierne blev af.
Så unger.
Skynd jer.
Vi voksne har mistet fokus.