Skrevet blogs.bt.dk
Jeg vil have ret, ret, ret
Når nogen får ret, får andre uret. Det sagde min bror engang til mig. Jeg havde ellers argumenteret længe – og sagligt – syntes jeg selv, mod en ’latterlig’ tredje person. Jeg prøvede at få min storebror til at forstå, at jeg var blevet tydeligt uretfærdigt behandlet. Det skulle han forstå. For jeg ville have ret. Ret. Ret. Ret. Så jeg blev ved – utrættelig som en maskine. Det er jeg god til. Indtil min storebror talte.
Jeg har ellers altid troet, at det drejede sig om at få ret? Jeg har holdt på min ret. I trafikken f.eks. Når man går over et fodgængerfelt, skal bilerne standse – det står i loven. Jeg har ret til at gå ud… Selvom jeg risikerer at være en død vinder, når bilen ikke stopper. På min gravsten skal der stå: ’Hun fik ret’.
Hvorfor kæmper vi så intenst for at få ret? Fordi det at få ret, i virkeligheden handler om at fordele skyld. Det er skylden, vi skændes om, når vi diskuterer, hvem der har ret. For at holde os selv ’rene’, skal et andet menneske tage skylden. ’Det var ikke mig…’, lærer vi at sige som børn, mens vi febrilsk peger på en anden.
Alt for ofte siger vi: ’Det er din skyld’. Men får det os til at føle os mere fri? Bliver vi gladere? Er vi selv skyldfri og sover godt om natten, hvis en anden bærer skylden?
Jeg har lige talt med én, som var ked af det. Det er egentligt underordnet hvad, han var ulykkelig over. Men vi kender alle samme situationen… At blive ringet op af én, vi holder af og pludselig føle sig fanget. For hvem har ret og hvem har uret?
Min ven var ked af det. Det var delvist hans egen skyld. En skyld som han (selvfølgelig) påtog sig. Alligevel var han oprigtigt ked af det. For i den anden ende af konflikten stod hans modpart.
Min ven er grundgod, han ønsker ingen ondt. Han gjorde bare det eneste rigtige for ham. Det skete bare. Livet sker. Det fik mig til at tænke på, hvem vinderen er? Der må være en vinder i en situation, når der så tydeligt er en taber? Tillykke til modparten, der fik ret, jeg er bare i tvivl om hvad den ’jeg havde ret’ kan bruges til? Hun fik ret – i hendes øjne er det hans skyld? Men får det hende til at have det bedre nu?
For mig at se, er de begge tabere. Ofte er der kun tabere. Det gælder både i skænderier og krige. Selv vinderen har tabt. Alligevel kæmper vi med næb og klør. Trangen til at få ret er skyld i store problemer rundt om i verden. Vi vil have ret (og dermed fordele skyld). Så grundlæggende er trangen, at vi glemmer, at der faktisk er en anden mulighed. Nemlig at løse problemet. Fjerne konflikten. Så er begge parter vindere. Det er da federe.
Jeg har den samme retfærdighedssans som altid, Jeg vil gerne have ret, men jeg er blevet bedre til at vælge mine kampe. Bedre til at fortolke på mine modparts motiver. Det er vigtigt for mig at vide, om dem jeg har en tvist med, er i god eller ond tro. Hvis de er i god tro, er det eneste interessante at finde en løsning. Uanset skyld.
Min eks-kæreste sagde engang til mig, at jeg var ’det mest løsningsorienterede menneske’, han nogensinde havde mødt. Han sagde det i en frustreret tone. For han ville hellere have ret, end han ville være en del af mine ’løsningsmodeller’ og mit ’løsningspis’. Men jeg er løsningsorienteret. For mulighederne er meget mere interessante. Jeg vil meget heller finde ud af, hvad det er vi vil – lige nu? Hvor det er vi gerne vil hen? Det er da sjovere og mere meningsfuldt end at få ret. Mens en anden står vingeskudt tilbage med uret.