Skrevet blogs.bt.dk
Er 15. gang lykkkens gang?
»Du er så god til at elske,« siger folk.
Men de mener det ikke.
Efter manges mening har jeg elsket alt for meget – og ALT for mange.
Jeg har to børn med to mænd. Men jeg har elsket 14 forskellige mænd.
Jeg har boet sammen med dem alle, undtagen én. Til gengæld havde jeg en tumor i hovedet, da jeg var sammen med ham.
Mit liv har været bindegalt det seneste år.
Var det en roman gad ingen læse den, fordi den ville være for urealistisk.
Det hele gik af helvede til. Intet lykkedes, som jeg planlagde det.
Helt uventede ting skete hver gang, jeg forsøgte at udstikke en retning.
Jeg havde en kæreste, men fik en tumor i hjernen. Blev opereret. Blev lam. Blev forladt.
Men jeg kæmpede.
Blev rask. Genvandt min førlighed. Og fandt kærlighed – igen.
»Men hvordan tør du elske igen,« spørger folk.
Nogle mener, at jeg er heldig, at jeg tør – det hele – en gang til.
Andre mener, at jeg er lallende naiv, fordi jeg tør – det hele – igen. Begge dele er sandt.
Men jeg tør, og jeg er ligeglad med, hvad andre tænker, især dem som ikke tør (de stakler!)
Verden er fuld af gavmildhed, nye vinkler og lynnedslag.
Jeg har mødt en mand, som kysser mig lykkelig, som elsker mig, og finder nye lyde i mig.
Alt det, vi kan sammen, ligger pivåbent og venter. Ligesom mig. Skulle jeg så lade være?
Jeg er gladere end nogensinde før. Hvis det er naivt, så er naiv mit mellemnavn.
Måske burde jeg give op. Det er usjovt at dele tallerkner og forsøge at male himlen blå igen. Jeg ved det, for jeg har gjort det 14 gange før.
Det er hidtil gået rimelig skidt i forhold til mine drømme. Men jeg tør sgu ikke, at give op.
Jeg har nye, bedre drømme. Større drømme.
Jeg har jo aldrig været klogere og mere erfaren end lige nu.
Jeg topper i dag. Lige til imorgen, hvor jeg topper lige en anelse mere. Det skal bruges.
Og verden er fuld af vidunderlige, underfundige, sjove, kloge mennesker.
Verden er fuld af liv.
Af mænd.
– Hvis vi tør.
»Jamen Michelle – børnene!?,« lyder det fra de bekymrede.
Ja – børnene – de bliver kastet rundt. De bliver præsenteret for den ene mand efter den anden. Og det må man ikke.
Men jeg håber, at jeg lærer dem at gribe chancen. At se muligheden. At smage kagen. At leve vildt og inderligt.
Ellers må de tilgive med tiden.
For det har jeg lært dem – at tilgive og at elske.
Jeg insisterer på kærlighed.
I må kalde det, hvad I vil.
’Dumt’, ’naivt’, ’skrøbeligt’, ’farligt’.
Det er forår og magnolien – og jeg blomstrer. Det er så smukt.
Jeg nægter at gå rundt og ligne smagen af piller.
»Du er så god til at elske,« siger folk.
»Ja,« siger jeg glad.
Og synes, det er synd (for dem), at de ikke mener det.