Skrevet blogs.bt.dk
Hvornår er julen perfekt?
Juleaften for 12 år siden. Lokationen er mine forældres jagthytte dybt inde i skoven ved Møns Klint. Ligesom man slet ikke tror, det ikke kan blive mere idyllisk – kører jeg ind på gårdspladsen (der rummer Danmarks største kvisttjørn) sammen med Benjamin og alle gaverne – men vigtigst af alt… med alle rekvisitterne til et nøje planlagt julebord.
Intet er overladt til tilfældighederne. Mængden af grankogler er nøjagtigt afstemt med mængden af glimmer og pailletter. Guld og rød. KUN guld og rød. Bo Bedres redaktør ville få rejsning, hvis han fik lov at kikke mig over skulderen. Men ingen får lov. En ægte tryllekunstner afslører ikke sine trick.
Jeg dækker bord.
Det er smukt.
Jeg har planlagt det siden sankthans.
Det er perfektion.
Det er jul.
Desværre er jeg ikke udstyret med en familie, som fanger originaliteten og kreativeten bag mit værk. Kun jeg ved, at next stop nok bliver æren for et af de traditionsrige juleborde hos Royal Copenhagen på Strøget, dér vil jeg blive behørigt hyldet. Jeg retter til og konstaterer: ’PER-FEK-TI-ON’. Familien er glade nok, og jeg tilgiver, at de ikke helt forstår, hvad de er en del af denne juleaften på Møn.
Jeg sætter mig lidt – har faktisk fortjent en pause.
Da jeg lidt senere går gennem spisestuen, får jeg et ildebefindende. Under samtlige tallerkner på MIT julebord ligger der en hvid plastik-dækkeserviet. Eller… den er ikke helt hvid – og hvad værre er – fuldstændig tilfældigt – uden gnisten af OCD – er der på disse ligegyldigt hvide dækkeservietter trykt røde svenske træheste. Fra Ikea. Jeg lægger mig i Nato-stilling, trækker vejret helt ned i mit julehjerte, genvinder fatningen og forstår… at min familie har mere humor end dekorationssans.
Jeg fjerner rædslerne. Men senere på aftenen gentager joken sig, servietterne ligger der igen. Det viser sig ikke at være en joke. Nogen, med højere rang end mig, har udstedt ordre om dækkeservietter – for at skåne bordet. Hvem tænker på at skåne mig?
I situationen havde jeg intet valg. Jeg måtte pakke den fire-årige Benjamin, gaver og Kleenex i bilen og flygte fra min ondskabsfulde familie mod ensomheden i København. På Dronning Alexandrines bro (i retning mod Sjælland) fandt jeg det dog svært at forklare den fire-årige min beslutning. Vi var på Sjælland i små 20 sekunder, før jeg U-vendte bilen, åd al skam og kørte tilbage til hillbilly-hytten og holdt jul med fucking Ikea.
I dag er jeg næsten kommet mig af min sindssyge. Nu handler julen om at have god tid med de mennesker, jeg elsker allermest. Jeg har ingen regler mere, det var simpelthen for hårdt og opslidende. Ikke mindst for mine nærmeste. Så i dag matcher servietterne ikke, man må have sko på indenfor, og man må hoppe i sofaen. Til gengæld hygger vi os med god mad og holder de gode traditioner i hævd.
Min familie har f.eks. den mest blærede mandelgavetradition – som hermed er din – lige til at kopiere. I 1978 var vores mandelgave en sparegris i stedet for en af marcipan. Året efter dukkede den lille sparegris op igen, nu fyldt med mønter. Det begyndte med 10-ører, men med inflationen er det nu blevet 10- kroner. grisen er fuld af. Der er ret mange penge i den gris, så der kæmpes med livet som indsats. Altså i de ulige år, når hele Hviid-familien er samlet. I år er et »lille år«. Det vil sige, vi holder »lille jul«. Kun min søn, min mor, min far og jeg vil være samlet omkring bordet. Jeg glæder mig.
Her en uge inde i julemåneden skal min opfordring lyde: Hold nu jul. Slap af. Skru ned for forventningerne. Gør dit bedste. Og elsk din næste. Og giv minimum én gave til en, du ikke kender. Du kan f.eks. tjekke Julegaveregn.dk ud. Initiativtagerne indsamler penge, så børn på danske børnehjem og døgninstitutioner får i hvert fald en god gave. Det har de fortjent – og det handler julen om, så det støtter jeg.