Skrevet blogs.bt.dk
Hvem har du hjulpet i dag?
Karmapolitiet er den højeste instans – har jeg længe påstået.
Engang stod jeg i kø i 100 år på posthuset. Lige foran stod en pige, der ikke havde penge nok til at få sendt sin pakke. Jeg betalte selvfølgelig for hende.
’Vi skal hjælpe hinanden’.
Var det ’One random act of kindness?’
Næ…
Den dag grønthandleren fortvivlet kikkede på frugtkasserne, der var væltet, og dagens dyrebare handel trillede rundt på kørebanen, holdt jeg ind til siden og samlede op.
’Sammen kan vi alt.’
I en længere periode har jeg haft to biler. Min veninde mangler til gengæld én. Derfor har hun kørt i min bil i 5 mdr. Det giver total mening, for den bil er lavet til at køre – ikke til at holde.
’De lykkeligste mennesker er dem, som giver mest.’
Min rengøringsdame havde glemt sine smykker på et hotel i Portugal. Hun kendte navnet på byen, men ikke hotellet, så jeg startede fra en ende af og ringede rundt, indtil smykkerne havde fundet hjem.
’Vi skal hjælpes ad.’
En bekendt havde engang fortalt, at han elskede tomater fra Fuerteventura (noget med… at de er vandet med saltvand og er friskere…) Selvom jeg ikke kendte ham særlig godt, tog jeg en kasse med hjem, da jeg alligevel var dernede.
’Vær mod andre, som du gerne vil have, at de skal være mod dig.’
En kvinde, jeg ikke kender, havde set et billede fra min lejlighed og havde forelsket sig i en pyntepude. Den bor nu hos hende, hvor den får et mere værdsat liv.
Det føltes godt at betale den fremmede dames postregning. Jeg var stolt af, at jeg stoppede og samlede de frugter op. Jeg elsker, at min veninde kører rundt i min bil, og jeg var nærmest lykkelig, da jeg hjembragte de smykker. Hvis du har kvalme over min selvfedme, så bliver det kun værre… Sagen er nemlig, at jeg hjælper mennesker hver evig eneste dag. Jeg hjælper med at bære, når jeg ser èn, der slæber. Jeg samler tomlere op og føler mig mere beriget end udsat. Jeg giver altid penge til de hjemløse (og de må endda købe hash for dem, hvis det giver dem en gylden stund i et liv, hvis stressniveau jeg er for priviligeret til at fatte).
Jeg gør det hver dag, hjælper dem jeg kender, og dem jeg kun lige har mødt.
Og pludselig havde jeg en tumor i hjernen. Pludselig stod mit liv på hovedet – med frygt, angst og usikkerhed. Forestående operation i kraniet, alverdens farer og risici – oveni var jeg lige midt i en flytning, og min datter havde fødselsdag – og min mor. Og jeg havde intet at give. Ingen øjenkontakt til Kamille, ingen gave til min mor. Jeg manglede malere, flyttekasser – og kærlighed.
Så kom de…
Fra alle kanter. Fra nær og fjern. Alle mine egne mennesker – og folk jeg aldrig havde mødt. De kom med alt. ALT!
Det væltede ind med ekstra hænder, knus, blomster, digte, chili con carne, bøger, gaver til børnene, massage, foldet vasketøj, børnepasning, gavekort til restauranter. Fuldstændig komplet overvældende. Jeg tager imod. Tak. Tusind tak.
Nu er det er min tur – og alle griber mig. Jeg føler, at jeg er det mest grebne menneske i verden, for jeg får ikke lov at falde. Det er en smal sag at flytte, når 26 hjerner og 52 hænder står i kø. Den forestående operation er knap så skræmmende, når man falder i et hav af udstrakte hænder.
Hvordan giver og modtager du? Hvem har du hjulpet i dag? Gav du en forlomme i trafikken? Eller kom du 6 sekunder hurtigere hjem, fordi det lykkedes dig at mase dén Audi ude? Har du kysset din kone? Eller klappet din mand i røven? Vores relationer og vores minder er alt, hvad vi har. Hvem kommer og hjælper dig, hvis du får behov?
Der er mange faldgruber for bitterhed, når man har en tumor i hjernen. Jeg kan vende øjne af dem, som jamrer over en brændt finger. Jeg kan sortere mennesker i ’rigtige’ og ’dårlige’ venner afhængig af, hvordan de stiller op for mig nu. Men jeg gør mig umage for at gå udenom fælderne, for der er så rigeligt på min tallerken – helt uden bittert krymmel ’on the top’. Og jeg kan godt huske, at det gør nas at brænde fingeren. Og jeg ved, at nogle tackler sygdom bedre end andre, og at nogle har små børn – men alle er de stadig mine venner, og jeg vil ikke miste nogen nu.
For én ting står lysende klart, når man vejer livet dagligt – Kærligheden.
Taknemmelighed og kærlighed er de vigtigste ord i 2014.
PS. Jeg har en godartet tumor og det rimer (lidt) på humor.