Skrevet
Vartov åbningstale
Den 15. Sep er jeg blevet inviteret til at holde åbningstale i Vartov. Det er en “leg” hvor jeg skal holde åbningstale i 20 minutter, som om jeg var Danmarks statsminister og åbnede Folketinget.
Meget kloge mennesker har gjort det samme før mig. Stine Bosse, Jens Christian Grøndal, Anders Bondo, Knud Romer, Gitte Seeberg, Kristian Leth og Asger Aamund, Tor Nørretranders og Kathrine Lilleør. Blandt andre.
I morgen er vi 3, Leonora Christine Skov, Anders Ladekarl og mig. Vores taler skal handle om tillid.
Fra venstre: Michelle Hviid, Anders Ladekarl, Leonora Christina Skov og ordstyrer Clement Kjersgaard. Foto: Hans Grishauge
Min tale er her:
Lad mig åbne og lukke denne leg, mig som statsminister med nogle ord som er meget større end mine, nemlig Anne Franks.
Hun sagde: How wonderful it is, that nobody needs to wait one single moment, before they start to improve the world.
Der er ingen af dem vi beundrer, som vi beundrer for at afgrænse og bygge hegn og for at gøre udsigten til verden mindre. Alle elsker udsigt.
Ikke en af dem vi virkelig beundrer, er kendetegnet ved at snævre ind og mindske og lukke.
Når vi taler om verdens ledere, dem som har banet vejen for noget nyt, noget som er større end dig og mig, så har de det tilfælles, at de har troet på livet i en større sammenhæng, end den vi lige gik midt i.
De kæmpede alle for noget som i sekundet fremstod som farligt. De blev ved, selvom folk først troede, at de var sindsyge.
Ghandi viste os at fair vilje er vigtigere end kamp. Mandela viste os at en verden med plads til alle uanset etniticitet var smukkere. Wangari Maathai plantede 10 millioner træer og troede på et stærkere fællesskab og så en fremtid vi ikke kunne se. Malala viser os at alle, uanset køn, har ret til viden.
Jeg kunne nævne mange flere mennesker, som lyser og viser os vejen, men det jeg ønsker i skal tænke over, er, hvad disse mennesker har tilfælles.
Tillid. Tillid til at verden kan forandres til det bedre, tillid til at vi er mere ens end vi er forskellige, tillid til det enkelte menneske. Tillid til at nuet er større end vi nogensinde bliver, individuelt.
Jeg ønsker ikke at være politiker i et land hvor min handlekraft er begrænset af den næste populistiske afstemning.
Jeg ønsker ikke at være politiker i et land, hvor tilliden til mig er så lille, at jeg konstant bliver vejet på mine bilag og min taske. Jeg ønsker at i viser mig en smule mere storsind, end den vi har vænnet os til.
Hvordan skal jeg være en stor leder, hvis jeg aldrig for chancen for at nå til noget stort? Hvordan skal jeg nå til big talk når jeg konstant bliver vejet på min smalltalk?
Hvis i viser mig den tillid, som i har vist mig en gang, nemlig da i stemte på mig, så tør jeg også gå i front. Nøgen hvis det skal være. Mit mest slagkraftige våben, er tillid. Vælgernes tillid, landets tillid, din tillid.
Jeg er utrolig ydmyg når jeg står foran jer idag, jeg tror alligevel at denne tale, at det jeg siger, er mere vigtigt end jeres dyrebare tid. Jeg ved i har travlt, men pas på, at i ikke får for travlt med jeres eget. Fællesskabet er vigtigere end dig. Sammen kan vi alt.
En dygtig leder skal udvise netop lederskab, og helst en der fortsætter med at være tydelig, når hun fysisk distancerer sig.
Det er mit mål i dag. Jeg tør godt tage beslutninger som får salen til at ulme, jeg tør godt tage beslutninger som ikke kan måles på popularitet, idag.
Mit mål er at tage langsigtede beslutninger, som du som dansker, på sigt kan være stolt af. Med risikoen for at fejle, agter jeg at agere lige nu. I har bedt mig lede, lad mig nu arbejde eller find en til mit sted, en som i tror mere på.
Jeg vil arbejde inkluderende. Uanset hvem der banker på min dør, vil jeg bryde brødet. Til den sidste krumme.
Jeg ønsker især at være et forbillede for de mange børn, som skal tage over efter os. Jeg ønsker at lære dem, at der er én klode, og jeg besidder ikke mere end min næste.
Jeg troede engang at verden kunne måles på dyre sko og kongeligt porcelæn. Men i december mødte jeg døden og måske er det min største gave, at få lov at hilse på ham. Det sekund er man nemlig ikke længere i tvivl, om hvad der er rigtigt at gøre.
Ønsker i at være forældre, onkler, tanter til børn, som vi lærer at et helt folkefærd som flygter, ikke er velkomne indenfor?
Ønsker i at være forældre, onkler, tanter, til børn, hvor hvem det mest naturlige er at lukke døren og derved tro at nogen er bedre end andre?
Jeg gør ikke. Jeg vil hellere dele min overflod – som pludselig er tydelig absurd. Og tale højt om det. Med så store bogstaver at det bliver set, hørt og forstået.
Vi taler om hvorvidt vi har råd. Har vi råd til at stå vores egne 6 millioner danskere nærmest? Er vi nok? Eller ender vi med at få lidt klaustrofobi mens vi prøver at undgå at dele!?
Jeg tager afstand fra ord som “bekvemmelighedsflygtning”.
Ingen flygtninge er på flugt af bekvemmelighed. Selvfølgelig stræber de efter det bedst tænkeligt scenarie til at leve i fred, og det har vi.
Åben jeres hjerter, jeres hjem, jeres liv for andre. Husk at mennesker uanset oprindelse, er mere ens end forskellige fra jer. Verden har brug for den slags tillid. Jeres børn har krav på at vokse op og vide, at vores nations tilgang er et selvopfyldende profeti.
Når vi møder verden i frygt, får vi frygt. Når vi møder verden i kærlighed, får vi kærlighed. Tro på, at din næste vil dig noget godt.
Og giv mig så fred til at arbejde. I stedet for den evindelige mistillid af regeringen, så spænd hestene for, spænd hjelmen, husk at der intet er mere tilfredsstillende, end at udrette noget selv.
Ingen er blevet lykkelige af brok, der skal vabler og mistet søvn til, før vi ved at vi har udrettet noget stort. Måske skulle vi redde et andet menneskes røv, inden vi meldte os til den næste Ironman.
Ghandi var en Ironman. Mandela, Wangari Maathai, Malala. Verden, Europa er lige nu i en forandring som ikke er set længe, vi vil blive husket på vores valg. Jeg vil blive målt på min evne som leder, du vil bliver vurderet på din handling. Jeg tør ikke stå her alene. Jeg har brug for dig.
Måske er jeg naiv? Det er også naivt at være i total fornægtelse af, at vi må følge med verden.
Jeg slutter af med samme citat af Anne Frank som jeg åbnede med, vi kender alle historien om en jødisk pige som døde, historien om frygt, om hvordan vi kollektivt ikke viste alle hendes kære tillid.
Der er mange som mener at 2. Verdenskrig ikke tåler sammenligning med situationen nu. Så derfor beder jeg jer om at sammenligne fra menneske til menneske.
Som Anne Frank sagde for 60 år siden, og som jeg siger i dag:
How wonderful it is, that nobody needs to wait one single moment, before they start to improve the world.
Hør talen på YouTube