Skrevet blogs.bt.dk
Jeg hæver barren
Da min mor var barn og gik i skole, var det jungleloven, der herskede. Du var øverst i hierarkiet, hvis du slog en proper næve. Så det gjorde min mor, på både hende og hendes svagelige brors vegne.
Hun kom fra ret håbløse kår, men gik af uransagelige årsager på privatskole med alle de privilegerede unger. Hun skilte sig ud, og det er skidt, når man er barn. Der var ingen hjælp at hente hjemmefra, så hun slog hårdest. Ingen gjorde klogt i at lægge sig ud med hende. Det kostede en blodtud. Godt det ikke er sådan mere.
Da jeg kom i skole, var jeg også tilovers i skolegården, det må have gjort hæsligt genkendeligt ondt på min mor, ligesom jeg lider nu, når min datter føler sig forkert og tilovers i skolegården. Jeg kan nærmest mærke det. Jeg bliver 10 år gammel på ét sekund og må huske på, at det er overstået. Jeg vil for alt i verden spare min datter for de hæslige følelser.
Sådan har alle det nok, men vi er så bange for at udvise utilstrækkelighed. Vi har aldrig haft større mulighed for at vise det perfekte billede af det bedste sekund – på en lortedag. Og det betyder, at alle er under pres. Et helt urealistisk råt perfekthedspres.
Min mor lærte mig at klare mig selv ved at lære mig at svare igen. Hun gav mig tydelige grunde, jeg kunne drille med, så jeg lynhurtigt kunne returnere drilleriet, når jeg blev kaldt noget grimt. Jyde fx. Eller ’Hvad siger brilleaben’. Hun lærte mig grove rim på de værste ungers navne. Alt imens hun vel huskede, hvordan det var at stå dér og føle sig forkert. Og alene. Hun lærte mig at slå med ord. Mottoet hos os var: ’Stok og sten kan brække dine ben, men ord kan ikke nå dig’.
Det er nu løgn, jeg har mere end en gang ligget i fosterstilling og ømmet mig pga. ord. Det bliver tacklet bedre og bedre for hver generation. Nu er det mig, der trøster min datter, når skolegården er led. Den er ikke så grim, som min mors var, eller min var. Men det er svært, og indimellem er det for svært.
Hun søger min hjælp, når hun fortæller om de grimme ting, hun bliver kaldt. Og jeg forsøger at negligere det. Jeg forsøger at stoppe det forældrene imellem. Men det kan ikke altid styres mellem forældrene, som man skulle tro, mange forældre (ikke mig, tror jeg) er blinde over for deres egne poders huller i osten.
’Monkey see, monkey do’. I en scene i en dansk film blev det meget tydeligt, da en far giver sit barn én på lampen mens han frustreret råber: ’Du må ikke slå!’
Jeg forsøger at lære mine unger at vende det døve øre til. Jeg forsøger at lære dem, hvorfor nogle driller. Jeg siger, at det næppe var ment så hårdt, som det var sagt. Jeg hører endda mig selv fortælle om Gandi. Og føler mig ret magtesløs. Jeg prøver at lære dem, at jeg ikke kan hjælpe, hvis de synker til samme tåbelige niveau. Engang ringede jeg til en anden mor for at stoppe, at der blev talt så ondskabsfuldt, og fik at vide, at hendes barn heller ikke brød sig om, når min datter sagde: ’Jeg håber, du falder under en bus’, til hendes barn. Hun SKAL hæve barren.
Hvordan skal jeg lære hende det, når det er tilladt for folketingspolitikere at sige ’pige’ som en hån til en kvinde på 50 år? Det er et meget tydeligt eksempel, men det foregår hver dag. På Christansborg. I fjersynet. På Facebook. I skolegården.
I min hemmelige verden drømmer jeg naturligvis om min mors metoder. Jeg drømmer om at lære mine unger at returnere ondskabsfuldhed og drillerier med de ting, det er åbenlyst nemt at drille igen med. Jeg drømmer om at stikke ungen, eller forælderen, en god ’gammeldaws’ blodtud. Og et blåt øje. Og en løs tand. Men jeg siger det aldrig til nogen. Jeg hæver barren.