Skrevet blogs.bt.dk
Børnene skal også tage ansvaret i den nye familie
En Facebookven spurgte i sidste uge, om nogen kendte en babysitter, der ville være vågevagt for to drenge på 3 år. Godt nok var husets teenagere også hjemme, men det var en skilsmissefamilie, og de store unger (på 12 og 14 år) ville ikke have ansvaret for de små.
Nå? Tænkte jeg. Men de vil vel gerne have rent, lækkert tøj og tjekkede mobiltelefoner med abonnement og en variation af muligheder til morgenmaden? Og mon ikke også de gerne vil have biografbilletter, nye sneakers og Netflix?
I min bog er reglen, at man må yde, hvis man vil nyde. Men det, der i gamle dage var pærelet, nemlig tommelfingerreglen om, at to børn, hvis alder tilsammen giver 18 år, sagtens kan være alene hjemme, er nu en totalt kompliceret ligning med eks’er i stedet for x’er. Og i sidste ende er det ofte, som her børnene, der bestemmer resultatet.
Problemet er, at vi voksne har grotesk dårlig samvittighed. Derfor lyder de mest håbløse teenage-argumenter, som ’jeg vil ikke have ansvaret’, pludselig ret fornuftige. Vi tør nemlig ikke stå ved vores livsvalg, og pådutte dem de nye familiekonstellationer, som de stakkels børn ikke selv har valgt. Derfor skal fire unger, med en sammenlagt alder på 32 år, pludselig have babysitter.
Jeg synes, man berøver skilsmisseunger en vigtig oplevelse i forsøget på at spare dem for at tage ansvar for den nye familie. I mine øjne kommer de til at betale prisen for forældrenes kludder – én gang til. Når vi stjæler deres mulighed for at lære at tage ansvar, for at være vigtige i en familie, for at være noget for nogen. For at finde en balance i de nye pap-søskendeforhold, de har så svært ved. I stedet lærer vi dem – egoisme.
Nogle af mine bedste barndomsminder er fra aftener, hvor min storebror og jeg var alene hjemme. Så spiste vi sukker med havregryn i stuen – naturligvis. Med skihop i fjerneren. Vi havde pudekamp. Vaskede ikke op. Og børstede ikke tænder. Lige inden mine forældre kom hjem, legede vi ’gæsterne kommer’ og ryddede på fem minutter ubehjælpeligt og håbløst op – efter devisen om, at krummer på bordet er væk, når de fejes på gulvet.
Der var selvfølgelig også dengang, hvor vi ville skide på de gamle, forstokkede idioters meningsløse regler… og lod min elskede undulat flyve – i hele huset. Det syntes hunden også var sjovt. Den lå og sov i stuen, da den fineste blå godbid kom flyvende forbi. Så Bamse åd Tweety. Og vi blev trøstet af naboen Lotte. Den dag lærte vi virkelig meget.
Nu til dags er reglen med de 18 år suspenderet. Børn tager ikke ansvar for hinanden. Men i forsøget på at gøre alle glade bliver ingen glade. Hvis det var mig, der havde 3-årige tvillinger, der skulle passes, og teenagere i værelset ved siden af, ville jeg tage kampen op med de forkælede unger og forklare dem, at jeg er en ’sam-pak’. Hvis man vil have det søde, må man tage det sure med. Jeg ville forklare både børnene – (dine, mine og vores) de andre voksne – (både dem jeg har valgt, fravalgt, er blevet fravalgt af og dem jeg har fået forærende), at alle må bidrage.
Der er otte års aldersforskel på mine unger. Benjamin (på 17 år) begyndte at passe Kamille (på 9 år) for ca. 4 år siden. Det har i dén grad styrket deres bånd, og været en gave for alle. Jeg havde ikke kunnet få enderne til at mødes uden deres hjælp. Så vigtige er de. Og det kan de bruge, når de samler meritpoint til at blive hele mennesker. At være noget for nogen, ryger lige ind på selvværdet…
Det gør det ikke at være små, egoistiske individer der ’ikke vil have ansvaret’ – måske endda med opbakning fra en forsmået ’eks’ på en helt anden matrikel.