Skrevet
Hej Verden,
Hej Verden.
Til august bliver Benjamin 18 år. Om et år bliver Benjamin student. Så flyver han væk, går jeg ud fra. Ud i sit eget liv.
Hvis jeg skal nå at leve en af mine største drømme ud – sammen med mine børn, er det sidste udkald. Man gør sig mange tanker om livet, som det igen står til at forandre sig.
Jeg har i dag skrevet til mine vigtige samarbejdspartnere, mine børns fædre, en ejendomsmægler. Jeg håber jeg har husket nogenlunde alle.
Det eneste der står i vejen mellem os og vores drømme – er os selv.
For nyligt holdt jeg kørepause på en rasteplads ved motorvejen. Der så jeg en fugl. En afsindigt tåbelig fugl, den levede på en motorvejsrasteplads af skraldespandsmadrester. Af alle steder i verden var den fløjet derhen, valgt det. Hold kæft en idiot når hele verden er lige til at indtage.
Det samme gælder jo sådan set for mig. Hele verden (næsten) står åben.
Jeg er træt af mine egne valg og især alle mine fravalg. Jeg sælger alt hvad jeg ejer og har, og når Benjamin bliver student, rejser vi. Ud i det blå. Benjamin, Kamille og mig.
Med det bagage vi kan bære. Langt. Jeg har lidt over et år til praktikken, det må være rigeligt.
At vove er at miste fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste sig selv. Mener det er et Kierkegaard citat.
Mine ejendele er måske til salg. Mit liv er mit. Men nu skal jeg lige holde påske på Koh Samui.
Lige nu har jeg travlt med at sige det til alle, så er det virkelighed.
Kh Michelle