Skrevet blogs.bt.dk
Når forbilleder kun er til pynt
Da jeg i fly var på vej hjem fra påskeferien, var filmen ’Invitus’ en af flyets klassikere, som jeg genså.
Det er en rørende film om, hvordan Nelson Mandela turde tro på en fremtid så visionær, at han var ret alene om sin vision i starten. Om hvordan han insisterede på at hæve barren for ALLE i Sydafrika, og finde fælles fodslag med de selvsamme mennesker som havde indført apartheid og været hovedpersoner i undertrykkelsen af hans folk. Han kunne se dét, som ingen andre kunne se – at fællesskabet på sigt var større end den enkeltes behov og frygt. Han brød en ond cirkel ved at gøre det uventede.
Ligesom Ghandi. Som brugte sine undertrykkeres undertrykkelse som det vildeste våben – mod dem selv. Ved konsekvent at nægte at gøre modstand, gjorde han det umuligt for englænderne at holde sig selv ud, hvis de blev ved med at slå. De kunne ikke se deres egne frygtelige metoder i øjnene og – gav til sidst – op. Det er så visionært, at Ghandis historie burde være livspensum for alle.
Martin Luther King havde en drøm… en drøm vi alle kan identificere os med. Hans drøm om et folk samlet i harmoni på trods af race var skelsættende. Skulle alle mennesker have de samme rettigheder? En drøm som tydeliggjorde, at verden måtte ændre sig. Det 20. århundredes ’vigtigste tale’ – står der om den på wikipedia.
Alle har brug for forbilleder og idoler. Ikoniske mennesker som har skrevet verdenshistorie. Men tilsyneladende er der ikke meget sammenhæng mellem idolets adfærd, grunden til at vi beundrer personen – og det vi selv gør. Det undrer mig.
Uden at blinke deler vi hjernedøde citater på nettet, som ’En fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu’. Samtidig med at vi blindt ser til, mens folk drukner i et forsøg på at opnå det, som vi danskere oplever som den mest selvfølgelige menneskeret. For os er mad og en seng og tag over hovedet den største selvfølge. Vi får ikke en bombe i hovedet til aftensmaden, højst en til tv genudsendelse.
Dét menneske, er ikke en ven, du ikke har mødt endnu. Det er et druknet menneske. Ret normalt i 2016.
Kan man godt idolisere Mandela og samtidig stemme for, at mennesker ikke har fortjent lige vilkår?
Kan man godt idolisere Ghandi og samtidig ønske at lukke grænserne for folk på flugt fra krig?
Kan man godt idolisere Martin Luther King og samtidig dømme et helt folk på enkelte ekstremisters adfærd? Den hvide mands privilegium er, at vi er ser os selv som inviduelle individer, mens muslimer blindt skæres over én kam.
Jeg frygtede de andre, da jeg var barn. Frygtede at de ville indlede en atomkrig. Nu frygter jeg mest os selv.
For nyligt mødte jeg én, som sagde at hans ven ynder at gå tur og tale med fuglene, fordi homo sapiens som art er for dumme.
Jeg har det ligesådan.