Skrevet blogs.bt.dk
Tør du ændre holdning?
Jeg havde engang en kæreste, som skiftede holdning alt efter hvem, han var sammen med. Han kunne på samme dag argumentere for holdninger, der matchede både Fremskriftspartiet og Enhedslisten – alt afhængigt af selskabet. Han lyttede til de argumenter der blev serveret. Allesammen lød kloge, og han havde svært ved at have sin egen mening. Det blev useriøst for mig. For jeg var sikker i min sag.
Indtil jeg lærte, at det er forstokket at være for sikker. For vi lærer, når vi lytter.
Hver livsfase har sine holdninger.Først har vi samme holdning som vores forældre, fordi vi simpelthen ikke ved, at der er et alternativ. Så bliver vi unge og ’så satans kloge’, at vi uden nogen form for livserfaring ved nøjagtig, hvordan livet bør leves. Efterhånden finder vi vores egen vej. Jo ældre vi bliver, des mere sikre og (forhåbentlig) klogere beslutninger kan vi tage, baseret på den viden vi har ladet slippe igennem til vores hjerter.
Med andre ord holdninger ændres livet igennem. Det gælder ikke bare personlige holdninger, men også samfundets. På et enkelt århundrede har vi først accepteret rygning på et niveau, hvor en lighter var den perfekte konfirmationsgave og reklamer udelukkende viste hyggen i rygning. Senere lovgav vi mod rygning. Og reklamerede for hvor dødelig en uvane, det er. Fordi vi er blevet klogere.
I dag har jeg mest respekt for dem, som ikke er for fasttømrede i deres meninger. De som tør lytte til andre – og blive klogere. Mens dem, der ikke tør ændre mening, for mig at se er forstokkede.
I den forgangne uge havde jeg glæden af at tale med Svend Brodersen fra Gram slot. Han er et af de mest visionære mennesker, jeg i mit liv har mødt. Han fortalte om faren ved ikke at vide, at man går gennem livet med skyklapper på. Om nødvendigheden af at kæmpen mod sig selv og sine fasttømrede meninger, for at kunne navigere på en klog og visionær måde, til trods for at ’plejer, kultur, frygt, arv og så videre.’ prøver at få os til at gøre, som vi altid har gjort. Han vidste, at vi kan have svært ved at møde verden visionært, hvis ikke vi accepterer, at bryde med det tunnelsyn, de fleste af os slet ikke er opmærksomme på, at vi har.
Man kan være enig eller uenig med ham. Men vi må erkende, at dem vi beundrer for at være visionære, som regel har tilladt sig selv at spille på en meget større spilleplade i livet, end vi andre tillader os. De ser ikke begrænsninger. Til gengæld ser de muligheder, som vi andre aldrig kunne have fået øje på.
Jeg har netop læst på Facebook, at man har indført regnsensorer på udvalgte cykelstier i Odense. Sensorerne sikrer, at cyklisterne får grønt lys i dobbelt så lang tid, som de plejer, hvis det regner. Målet er at undgå at cyklisterne blive for våde og at gøre det mere attraktivt at cykle. Jeg er vild med initiativet. Det er den vej, vi skal. Vi skal satse på miljøet – på den lange bane – ved at få flere til at ville cykle.
Men lige under opslaget var der én som havde skrevet: ’Hvad med de cyklister, der kører i den modsatte retning?’.
»Hvad med dem? – Shit, ja de bliver våde… Mens de holder for rødt. Det er ikke godt.«
Hjælp… Jeg er blevet min eks-kæreste.
Jeg ændrer holdning hurtigere end lyset kan skifte til rødt.