Skrevet
Grådighed er vores største fjende
Denne her klumme skrev jeg før Nice i torsdags. Før Istanbul igår. Jeg er mere bange nu end jeg var før jeg skrev den, Europa ser noget anderledes ud nu end for et par døgn siden. Det ændrer ikke på min insisteren på at færdes frit. Vi må kysse (vores børn på munden) og elske lidt mere, sikre at kærlighed bevarer føringen over frygten.
Grådighed er vores største fjende
Jeg var i Jordan i foråret. Holder ferie på Lesbos nu og skal til Paris om et par uger. Jeg har lagt min egen rute for at hjælpe dem, der (indirekte) er hårdest ramt af krigskatastrofen i Syrien.
I Jordan mangler de 90 pct. af deres turister. Landet ligger for tæt på Syrien, så der tør vi (vesterlændinge) ikke rejse til. Selvom Jordan slet ikke har del i den fysiske krig, må jordanerne slås med sult, ringe råd til lægehjælp etc fordi pengepungene og hotelværelserne er gabende tomme.
På Lesbos så vi en forbilledlig adfærd hos de lokale, da 500.000 flygtninge gik i land på deres strande. De hjalp alt hvad de kunne. Flygtningestrømmen på Lesbos er for længst datid. Nu bliver de stakkels mennesker indkvarteret i kummerlige umenneskelige lejre i Tyrkiet. Alligevel lider Lesbos. De mangler 80 pct. af deres turister, for skrækhistorierne fra sidste år, om hvor svært det var at nyde sin feta til synet af desperate mennesker på flugt, sidder åbenbart fast i vores bevidsthed. Når vores hellige to ugers årlig sommerferie skal bestilles, har vi altså ikke råd til at risikerer, at de ikke bliver perfekte…. Al den menneskelighed midt i vores kamp for at blive brune og få hudkræft.
I Paris er terror blevet en meget tydelig hverdagsfrygt, og min plan er at sidde på en fortovscafe og spise frokost, mens jeg nægter at lade mig styre af angsten for næste bombe.
Efterhånden bkliver min liste over støttetrængende feriedestinationer længere og længere. På bare et par måneder er den vokset med terror i både Bruxelles og Istanbul. Terroriseringen af os har uoverskuelige konsekvenser. Vi kan ikke naivt sidde i Danmark og bilde os selv ind, at det ikke har noget med os at gøre.
Heller ikke grækerne har råd til, at vi ikke kommer. Jeg talte med en lokal, som sagde, at de ikke længere navigerer efter plan B og C. Nej, de er i kriseplanerne D og E. Grækerne sender deres børn halvsultne i skole, de mangler penge til mad. Det er ikke rimeligt i EU i 2016. Men det gider vi åbenbart ikke risikere at skulle se på – midt i vores ferie.
I dag var vi ude at sejle. Skipper sagde mange kloge ting og gjorde et stort indtryk på mig. Bl.a. sagde han:
»Der er krig i Europa, men det er en krig uden våben. Det gør det nemmere for os at lukke øjnene.«
Som yngre var han taxachauffør i Athen og kørte i 12 timers skift. En dag kom han til at se sig selv i spejlet efter 12 timer bag rettet… Så flyttede han til Lesbos, købte en lille båd og nogle høns og lever i dag et meget enklere liv.
Da vi var ude at svømme fangede han en meget lille fisk, kikkede kærligt på den og sagde: »Den og en solmoden tomat er min aftensmad, så behøver jeg ikke mere. Menneskets største fjende er grådighed.«
Jeg følte mig ramt. Jeg har tænkt over det lige siden – det kan du også gøre, hvis du har lyst? En lille bitte fisk og en tomat, det var ALT, hvad han behøvede. Og så bilder vi os, ind at vi ikke har nok til at dele? Ikke engang når vi tager på ferie.
Grådighed har spændt ben for mig og har sløret min udsigt mere end rigeligt. Engang troede jeg, at lykken var en meget dyr taske. Jeg var så fattig på liv, at jeg shoppede mere – i et håbløst kapløb med tiden om at fylde mit tomme hjerte.
Men jeg blev sjovt nok ikke gladere. Jeg købte bare mere lort, som jeg ikke havde brug for, fra producenter som prøvede at bilde mig ind, at netop deres produkter kunne fylde mig op. Men tingene fyldte kun mine skabe og mit dårlige selvværd, ikke mit hjerte.
Det giver så meget mere mening at komme hjem fra Lesbos med lokale olivenolier, håndsyende sandaler og honning fra lokale økologiske biavlere. Det hjælper krigens uskyldige ofre.
Tag til Jordan, Lesbos, Paris, Bruxelles eller Istanbul, det er en nem måde at hjælpe på en meningsfuld og respektfuld måde.
