Skrevet blogs.bt.dk
Som art er vi for dumme!
I dag var jeg i saunagus, og hørte saunamesteren sige: ’Gid vi brugte lidt mere energi på, hvordan vores krop føles, end på hvordan den ser ud.’Hvis vi turde koncentrere os om at være (mest) sunde og glade i vores egne kroppe, ville de fleste af os som en glædelig bivirkning, nok også se lidt sundere ud. ’Hallo, det er genialt,’ tænker jeg – men fortsætter med at vurdere folk på deres udseende.
Jeg sendte i onsdags en tanke til en mand, jeg har hørt om. Han yndede at gå tur alene i skoven og tale med fuglene, fordi vi mennesker som art er for dumme. Når jeg kigger mig rundt sådan en tilfældig onsdag aften er jeg desværre enig.
Vi finder ikke fælles fodslag i at blive enige om at gøre noget ved de syge vilkår, der forårsager stress.
Vi finder ikke fælles fodslag i at kæmpe mod de sindssyge klimaforandringer.
Vi accepterer en mad-, tøj-, skønheds-, bil- og olie-industri, som driver rovdrift på alt, hvad vi har kært.
Aldrig har man set en art – der, som homo sapiens har så mange kvalifikationer og muligheder – fucke så alvorligt op. Det burde alle tænke over – i hvert fald i glimt.
Men det gør vi ikke. I stedet finder vi fælles fodslag i ’Den store bagedyst’ – og spiser kage til.
Over en million danskere bruger en time om ugen på at se på, at andre bager kager.
Men i stedet for at hjælpe hinanden i et forbilledligt fællesskab, konkurrerer kagebagerne. For der er god underholdningsværdi i, at andres soufflé kollapser.
’Ha ha ha – ud med dig…’
Selv griner jeg med – og tygger imens.
Eller vi finder et lidt halvfesent fællesskab i at hade Trump. Eller i I at mene, at man ikke må smide sten ud fra motorvejsbroer. Men selv dét kan vi spise kage til. Så det gør vi.
Altså ikke én, vi selv har bagt. Vi spiser (jeg ved ikke, hvad der gemmer sig bag de E-numre), mens vi glor på andre, der lader som om, de lever livet i et telt ved et slot.
Jeg kan godt selv høre, at jeg lyder som en sur gammel dame.
Jeg ér i virkeligheden en gammel dame, der har givet op, ligesom alle jer andre.
Gid vores unger laver en revolution. Imens vi ser ’Den store bagedyst’. Hvad skulle vi ellers, gøre en forskel? Jeg håber, at vores børn kommer til at spise kager, de selv har bagt, i store grupper af kærlighed, mens de taler om, hvordan de bedst reparerer det samfund, vi har overleveret dem.
Der ér gode tiltag. Men for mange af os går apatisk rundt og har glemt, at vores største privilegium er, at vi har et valg. Et valg, som størstedelen ikke benytter sig af. For vi har glemt, at de lykkeligste mennesker i verden er dem, der giver mest.
I stedet træffer vi de fleste valg per automatik – sover, arbejder, ser tv.
Og spiser kage til. Velbekomme.