Skrevet
Leve forlæns, lære baglæns…
Min datter har kvajet sig, gjort noget dumt, og det kan jeg selvfølgelig ikke tolerere. Ikke sådan for alvor dumt, men dumt NOK! Hun har prøvet at være hende der blev kaldt noget dumt, og så skulle man tro at den lektie var lært, om at sådan gør man ikke.
Men sådan fungerer det ikke. I stedet for at lære at hæve barren, kræver jungleloven at man synker ned på niveau og vinder slaget. For at undgå at stå tilbage som taberen, må man finde sin plads i hierakiet, og hakke nedad om nødvendigt. Sige noget dumt, såre en anden. Det kan selv amerikanske præsidenter finde på.
Det er det de lærer af hinanden, især når voksne øjne ikke ser på.
Min nu voksne søn har for nyligt fortalt hvordan drillerier (jeg engang ikke magtede at stoppe diplomatisk) stoppede aldeles brat, da han hævede sin plads i hierakiet, ved at endelig at banke “lederen”. Godt jeg ikke vidste det. Og foruroligende forvirrende at det virkede.
Nå, men min datter har kvajet sig, og resultatet er, at jeg er vågnet op til en meget berettiget “her taler vi pænt til hinanden” e-mail, og god morgen putningen blev meget grådfuldt, da jeg konfronterede hende.
Indtil videre har sammenstødet kun tabere. Jeg fortæller hende at alle kvajer sig, hvortil hun svarer “da ikke dig mor”.
Sikke en byrde at bære på, at føle at man er alene i verden om at kvaje sig, og derfor føler sig forkert, som den eneste i verden, og nu endda afsløret i sin forkerthed. Skam. Har ikke gjort noget godt for nogen, i generationer.
Løsningen bliver, at jeg hver dag skal fortælle en historie om en gang i mit liv, hvor jeg har kvajet mig. Og hvad jeg lærte af det, så min datter i lyset af mine fejl, kan føle sig helt normal. Intet kommer ud af at hun føler sig forkert. Hun skal lære at hæve barren.
Hold nu kæft hvor har jeg mange kvajerter på lager. Dengang jeg stjal hos købmanden. Dengang jeg bulede bilen og troede jeg kunne skjule det med neglelak. Dengang jeg kyssede med en mand jeg vidste havde en gravid kone. Dengang jeg stjal penge fra min mor. Dengang jeg pjækkede fra gymnastik (i 4 måneder). Dengang jeg kravlede ud af vinduet og tomlede på diskotek som 14 årig. Dengang jeg stjal min fars sprut. Dengang jeg tømte en andens sparegris. Dengang jeg tog i byen i hotpants i frostvejr uden at lytte til min mor. Dengang jeg spiste et gram hash og havde hallucinationer. Dengang jeg løb fra regningen på en Taverna i Grækenland. Dengang jeg støvsugede den stakkels undulat fordi jeg ville spare 5 minutter og støvsugede buret og fuglen. Dengang jeg glemte en taske på en p-plads i Italien med 6 pas og kontanter til en familieferie (for 6) i. Dengang jeg lavede hul i en badeværelsesdør i raseri. Dengang jeg stillede gps’en til “korteste” og ikke hurtigste rute og kørte Italien rundt på en gedesti, kortere end motorvejen, med 3 børn i bilen og ingen vand. Dengang jeg glemte at låse en bil fyldt med øl.
Jøsses, der er meget at tage af.
Jeg tror ikke på at nogen bliver større af at slå nedad, jeg har afprøvet det tit, endda for ganske nylig, og det virkede mest som en boomerang med modhager fra helvede. Vanvittigt ubegavet…
Det er neanderthalerreaktionen. Men jeg tror på at alle bliver større når vi deler den lærdom vi får, af at kvaje os. Og i hvert fald ved, at vi kan hæve barren fremadrettet. Og ved at vise meget tydelig kærlighed til vores børn, især når de kvajer sig.
Lektion 1. Alle kvajerter er potentiel livslærdom.
Lektion 2. Fortæl SELV hvad der foregår så jeg ER informeret inden en evt e-mail. Stå ved dig selv. Opfør dig så det er nemt at stå ved dig selv!
Nu er hun på vej i skole, dagen i dag starter med en undskyldning. Og hun vil gerne undskylde. Oprigtigt. Min dejlige lille pige.