Skrevet
Flyvefærdig
Måske kunne man bare svare: ’Nej tak’ og slette den mail…
Man skal jo kende nogle, som kender nogen, som er blevet ramt af lynet… for at ens børn kan få et ordentligt sted at bo i København.
Men hende kender jeg så. Og nu har hun tilbudt min 18-årige søn en lejlighed.
Jeg er lykkelig for, at han har vundet én af lodderne i boliglotteriet.
Alligevel har jeg lyst til at slette hendes mail. I 18 år har mit primære fokus været at holde den unge i live.
Da han blev født på Riget, var det nogenlunde så nemt som at hente en pizza. Fire timer senere sad jeg derhjemme med en meget sulten type.
Men det var det mest sindsyge projekt at forestille sig, at jeg (26 år gammel) skulle have ansvar for et andet liv. Men at være nogens mor er ubeskriveligt. (Altså bortset fra at de fleste voksne kvinder kender det – fra dem selv…)
Med ét må man trække hovedet ud af egen røv, fordi et andet hoved er blevet trukket ud af nabohullet. Og fra den dag vogter vi dem med vores eget liv som mindste indsats.
Pludselig kommer LEGO før læbestift, og all inclusive i Alcudia føles vigtigere end stilletter til en pris, der kunne brødføde hele den tredie verden.
Alt ændrer sig. Vi cykler om kap med tiden for bare fem minutters kortere ophold i vuggestuen. Vi stortuder, når vi ser ’Kramer vs Kramer’ men overlever selv det samme lort. Alt imens poden får så meget kærlighed, at man skulle tro, at man løb tør. Men det modsatte sker, kærligheden bare vokser og vokser.
Da min søn begyndte i skole og var rædselsslagen – for rædselsslagen, spurgte han, hvor længe han skulle gå der? Svaret var ti år. Han kravlede op under skørtet, som ville han hellere tilbage, hvor han kom fra. Som en anden dyremor skubbede jeg ham over til den elskelige børnehaveklasselærer. Og sønnen sagde bravt – med tårerne trillende: ’Ok mor, vi ses om 10 år.’
Jeg har skældt ud. Dengang han tændte en brandalarm på en lejrskole, fordi han lige legede ’Señor Ding Dong’. Jeg har forklaret, at han ’for helvede ikke må sætte strøm til en banan, når fysiklæreren kikkede væk’. Alt imens jeg tænkte, at verden måske havde brug for flere unger, der satte strøm til bananer.
Jeg har entusiastisk vandret i katakomberne i Paris og talt kranier, spist klamme tørrede insekter i Randers Regnskov og skabt minder, som han skal have med sig resten af livet.
Engang i Grækenland var han så lykkelig for en heliumballon, at jeg bildte ham ind, at den selv kunne flyve hjem. Så vi vinkede den af sted ud over balkonen fra vores hotel – og så landede den sgu i Tivoli dagen efter. hvor vi hentede den igen.
Jeg har båret ædelse hjem fra køledisken. Måske 4.000 kyllingefilleter, har jeg over årene tilberedt, på alt fra den kedelige mandagsmåde til den knap så heldige eksperimenterende med honning og birkes på. Jeg har lært ham selv at stege mad, som vil holde ham i live. Jeg har hentet teenageren, som sad med bræk på sine egne sko, fordi han har hilst meget tæt på ’Hr. Vodka’. Jeg har kysset knæene og givet is til alle ungerne i gården, første gang han slog hul på et par bukser. Jeg har skreget ham frustreret ind i kraniet. Samlet ham op efter et biluheld. Vist ham de fleste hjørner af verden. Lært ham at verdens vigtigste valuta er ’stempler i passet’ – og øjenkontakt.
Jeg har reddet hans røv og tørret hans øjne. Nu tørrer jeg mine egne. (Eller mit eget, for det ene virker ikke). Alligevel tuder jeg i stereo.
For han flyver nu. Han flyver fra reden, som jeg har lært ham, at han skal. Jeg har lært ham at alt man gør halvhjertet svier, gør det du gør, helhjertet. Øs med den store spand
Så kan jeg sidde her og spekulere over, om det der bowlingmor-koncept, hvor jeg i 18 år, har kastet ungerne ud i keglerne, var så pissesmart? Hvad fik jeg ud af det? En 18-årig mand, der 2 meter høj vælter ud i livet. Og mig der står tilbage. Stolt. Og helt rundt på gulvet i et tomt børneværelse.
Hvis man bare slettede den mail…
Eller savede hans ben af, ville han bo hjemme for evigt …