Skrevet
Dem der har havet i deres blik
I mandags var jeg til koncert med Lisa Ekdahl. Hun er en fe, og havde garanteret vinger under den eventyrlige kimino, hun havde på. Hun har evnen, til at snige sig ind på mig, hver gang blodet i mine årer er i fare for at blive til en tsunami. Hun er lydsporet til mit inderste.
For hun sætter ord på. Det gjorde hun også i mandags, tryllede med ord. Jeg forstod ikke alt, hvad hun sagde, men jeg forstod nok til at følge flyvende i hendes fe-spor for en stund.
Hun sang bl.a.: ’Der findes mange som taler om havet, men få som har havet i sit blik’.
Enten forstår man hende, ellers er man for evigt fortabt – for det hverken kan eller skal forklares…
Måske er det for selvfølgeligt for de, der har buldrende, blå, stærke og dybe øjne. For de, der er vilde og utæmmede, og som altid er på vej efter en drøm.
Men de heldige (mig f.eks.) der får lov at følge deres utilregnelige syvmileskridt, i hvert fald for en stund, tør slet ikke blinke af fare for at misse dét, der skete i netop det sekund, øjnene var lukkede. For vi ved alt for godt, at vildskaben kun er til låns.
Jeg har engang svømmet langt om natten i måneskin under vilde stjerner. Svømmet fra en båd i Middelhavet til en strand, bare for at få nogle timer alene med en mand med en vilje af stål. Lige der på stranden elskede han min verden i stå. men stjernerne er der endnu.
Jeg har givet mit nummer til en fremmed mand i Rio, som var så smuk, at vores øjenkontakt føltes som lynnedslag. Vi kunne ikke tale sammen, men jeg fik 48 timer med ham. Ikke tid nok til at tæmme den vilde tatovering af dragen på hans ryg, men tid til sammen at nyde solnedgangen over Ipanema.
Jeg søger og har søgt eventyret. For nyligt fortalte jeg min mor, at min verden lige nu er vild og utæmmelig, og at den vil være en symfoni, indtil musikken pludselig stopper…
Lige så pludseligt som den begyndte vil den gå i stå. Hun svarede: ’Sådan kan du lide det’.
Jeg hader, når musikken stopper, men jeg tiltrækkes af den vilde lyd af et hjerte, der slår, så det kan høres. Jeg kaster det samme i puljen og sådan opstår minderne – sjove, farlige, ufattelige, lyslevende eventyr.
Engang blev jeg vækket om natten af en kæreste, der ville have mig med over hegn til hemmelige haver for at dufte til nyudsprungne kaprifolier.
Engang vågnede jeg ved, at en smuk mand stod på gårdspladsen under mit vindue, spillede på ukulele og skrålede ’o solo mio’, før han kørte mig til Swartzwald i sin orange Renault 5 for at se solen vågne over bjergene ved hans barndomshjem.
En mand skrev til mig efter en date ’Der var momentum fra første til sidste sekund’. Han har ret, derfor må jeg følge blikket i de øjne. Uden hjelm og knæbeskyttere, ikke så meget som et plaster tager jeg med.
For der findes så få, der har havet i sit blik.
Lisa Ekdahl fik mig til at føle taknemmeligheden over de glimt, jeg har fået lov at se, når mit liv har krydset spor med en af dem, hvis liv driver af vildskab. En af dem, der har havet i sit blik.