Skrevet
Michelle alene i verden
Som 26årig blev jeg mor for første gang. Det er 12 år siden. Jeg hører nok til den impulsive type. Han var et ønskebarn og han ankom perfekt til tiden. Jeg havde bare aldrig rigtig tænkt over, at det ville ændre mit liv. Hvor ufatteligt det end lyder så havde jeg aldrig skænket det en tanke. Jeg ville bare have en unge. Nu.
Jeg elsker at rejse og det fortsatte jeg heldigvis med. Jeg har rejst fra Herodes til Pilatus, med unger og det har været helt fantastisk. Jeg elsker at se verden gennem mine egne og mine børns øjne. Jeg har nogen gange smilet ved tanken om, at vores babydyne måske var den mest berejste babydyne.. Børnene har aldrig stået i vejen for mine drømme, jeg har hele vejen turde tage vilde beslutninger henover godnat sange, tegninger, kærlighed, snot og vasketøj.
Faktisk har mine to unger været min største inspirationskilde, til at turde ændre markante ting i mit liv.
Men, der er altså lige et lille ”men”… Ting som; Tid til Michelle, Spændende bøger og Uafbrudt sammenhængende søvn – fik ”en ordentligt en på lampen” da jeg blev mor. Min hverdag er privilegeret, jeg klager ikke. Jeg elsker et sent karbad (med det ene øre rullet gennem lejligheden ind til børnenes soveværelser). Min kæreste snupper gerne ungerne så jeg kan se en veninde. Men, med i biffen eller med til møde, følges jeg altid med a sweet little thing called dårlig samvittighed. Det evige dilemma: ”Burde jeg være derhjemme?”
Jeg har indrettet mig så snedigt, at jeg har børn med alle mulige mænd, som jeg ikke bor sammen med. Det giver mig en masse ”friweekender”, dem skatter jeg højt. Så opfører jeg mig teenageagtigt med mine veninder eller går i hi med min kæreste. Super privilegeret, jeg ved det godt. Vær forsikret om at jeg elsker mine unger, jeg drømmer bare om lidt mere tid til mig, en uges tid UDEN at nogen forventer en skid. For at sige det lige ud.
I år i juni måned, viser det sig, at mine stjerner står rigtig godt. Børn, kæreste og unger har alle planer samtidig (som ikke involverer mig) og minsandten om det ikke giver mig 10 dage alene. 10 dage hvor jeg ikke behøver at forholde mig til noget som helst. Det skal udnyttes til det maksimale. Jeg har gjort mig mange overvejelser. Skal jeg tage et luksustog gennem Indien, eller ride tværs gennem Gran Canyon (!!??) eller måske et silent retreat. Et silent retreat var det som “skræmte mig mest”, så det blev det.
Nu har jeg booket mit livs drømmerejse. Efter at have konsulteret Nyhavn Rejser, forelskede jeg mig i Maldiverne. Det viser sig at Paradis findes og jeg skal derhen, i 10 dage HELT ALENE. Jeg skal bo helt alene i en hytte på pæle over havet. Silent retreat i yderste potens (tilsat 5 stjernet luksus og 30 grader varmt vand).
Jeg har ikke været alene i mit eget selskab nærmest nogensinde, i hvert fald ikke i mere end 10 minutter af gangen. Og jeg glæder mig. Jeg glæder mig helt ubeskriveligt afsindigt sindsygt meget.
Men hvordan er det at være Michelle alene i verden? Hvordan bliver det, at være alene i en hytte hver nat i 12 mørke nattetimer, lade som om at mærkelige lyde ikke påvirker mit blodtryk. Hvordan bliver det at opleve så enestående natur, uden nogen at dele det med? Hvordan skal jeg smøre mig ind i solcreme på ryggen. Måske bliver jeg sindssyg. Måske får jeg en åbenbaring. Måske får jeg akut ø-kuller og begynder at tale med en basket bold. Jeg skal nok holde dig opdateret.
Tak til Nyhavn Rejser for god service og vejledning.
Tak til dejlig kæreste for imponerende tolerance.